Juletur til Hamburg 2017 - Midtlandskoret

Gå til indhold
Afholdte arrang.
Juletur til Hamburg
Søndag d. 17. december kom endelig dagen, som hele Midtlandskoret havde ventet på: koncertturen til Hamburg. Vi kørte ved halv otte tiden, og efter opsamling i Agerskov og Rødekro, havde vores fantastiske bestyrelse sørget for rundstykker og kaffe i bussen på vej derned. Vi fik også sunget et par sange bl.a. I Østen stiger solen op på melodien Amazing Grace – det har jeg ligegodt aldrig prøvet før. Aksel havde sørget for en udfordrende musikquiz, så de små grå kom også lidt på arbejde.
Bussen var bestilt hos Agerskov Turistfart og heldigvis for det, for ellers havde vi ikke fået vores dygtige chauffør Erling med, der både kunne fortælle om forskellige seværdigheder, da vi kørte igennem Hamburg, og også kom og hørte vores koncerter.
Vi ankom op ad formiddagen, og kørte straks til den danske sømandskirke, Benediktekirken, hvor vi deltog i gudstjenesten med et par sange. Herefter blev vi beværtet på bedste vis, og efter frokosten fortalte den danske præst, Vicky (som for øvrigt er datter af vores formand) om kirken og dens spændende historie.
Ingen juletur til Hamburg uden julemarked, så her tilbragte vi den næste times tid med enkelte indkøb og rigeligt med Glühwein, inden vi skulle se Hamburgs rådhus. Vi havde en dygtig guide, der på et dejligt langsomt tysk fortalte om det smukke rådhus.
Indkvarteringen foregik på Superbude, som er en slags moderne vandrehjem dog med eget badeværelse. Meget sjovt og hyggeligt sted med forskellige temaer på værelserne. Bestyrelsen havde sørget for fordelingen af værelser, så det gik let og smertefrit. Efter at vi havde indlogeret os og hvilet lidt, gik turen til aftenens restaurant. Vi lagde ud med et glas champagne i sømandskirken, som nu var lavet om til en stor sal med høje borde, man kunne stå ved.
Vi spiste på Brasiliansk restaurant, hvor hver enkelt del af den varme mad blev serveret ved bordet, og kødet blev skåret af lange metalstænger – hver slags for sig. Forret og dessert var buffet med et stort udvalg. Restauranten var lettere overpyntet efter dansk smag, men det passede bare perfekt til stemningen og maden. En både sjov og anderledes oplevelse.
Efter aftensmaden hyggede de fleste i koret sig med en drink og lidt snak inden vi gik til køjs.

Mandag var der afgang til den store Michaelis kirke kl. 10:00, og efter at have læsset alle vores ting af, havde vi generalprøve – først med Odder Harmoniorkester og bagefter alene med vores to numre – Dejlig er den himmel blå og Jul, jul. Efter generalprøven var der suppe i sømandskirken. Jeg tager virkelig hatten af for alt det mad, de har serveret for os de to dage. Et kæmpe arbejde.
Vi skulle synge til tre koncerter: kl. 14:00, kl. 17:00 og kl. 19:30. Kirken var helt fantastisk at synge i – meget smuk og med en skøn akustik. Der var plads til ca. 2000 tilhører, og der var næsten fuldt hus til alle koncerterne. Det var naturligvis også en stor oplevelse at høre de dygtige solister synge i kirken, og nu kan vi alle prale af at have sunget med Anette Heick. Mellem koncerterne kunne vi nyde alverdens lækkerier, der var stillet i et lokale i kirken, eller vi kunne gå ned til sømandskirken og spise pølser og få gløgg og æbleskiver. Efter koncerterne var vi helt høje, da vi trætte efter en virkelig god tur vendte næsen mod Danmark kl. 21:30.
Tak til bestyrelsen for en helt igennem veltilrettelagt tur med et spændende program.
Pia Jensen


Tilbage til indhold